Rekordomsætning på Rønne Havn

Rekordomsætning på Rønne Havn

Bornholms største havn havde sidste år et øget aktivitetsniveau med vækst i flere af sine forretningsområder. Resultatet blev en nettoomsætning på 126 mio. kr. og et overskud på 35 mio. kr., og det er betydeligt mere end det forventede

-Rønne Havn er hele Bornholms forsyningshavn, og den rolle forpligter til at være værdiskaber for Bornholm og det bornholmske samfund. Havnens udvikling og fremtidssikring er afgørende for øens fortsatte eksistens og udvikling, og tillige for Danmarks position i regionen, understreger havnen i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet. 

Samlet set kom Rønne Havn A/S i 2023 ud med en rekord nettoomsætning på 126 mio. kr. Årets resultat landede med et overskud på 35 mio. kr., og blev et resultat betydeligt over det forventede. Årets nettoomsætning steg dermed for 8. år i træk og er selskabets største omsætning nogensinde. Resultatet anses af bestyrelsen for "tilfredsstillende".

-Vi har gennem året styrket vores position som hele Bornholms havn og som vækstmotor for udvikling af øen. Derfor har vi også i løbet af året fortsat den nødvendige fremtidssikring af havnen, hvor vi bl.a. tilvejebringer nye kajer, foretager udvidelse af projektarealer, forbedrer besejlingsforholdene samt viderefører klimasikringen af havnen, siger Lars Nordahl, adm. direktør i Rønne Havn.

I 2023 indgik Rønne Havn en aftale med entreprenøren MT Højgaard Danmark som skal stå for opbygningen af de næste faser af fremtidssikringen af havnen. Arbejdet med den fremtidssikring af havnen forventes endelig færdigt i 2025. Finansieringen af de store investeringer i fremtidssikringen sker på kommercielle vilkår med både realkredit- og banklån.

Fremgang på offshore, udlejning, bulk og passagerer
Projektarealerne i Sydhavnen er i årets løb blevet udlejet mere end forudset, og det har også været til glæde for mange af de lokale virksomheder.

Interessen for at anvende Rønne Havn som installations- og udskibningshavn er stærkt stigende. På nuværende tidspunkt sikrer en kontinuerlig ordreportefølje på mere end 6 GigaWatt offshore-projekter aktiviteter i de kommende år. Flere af de lokale virksomheder på Bornholm får opgaver som underleverandører til offshoreprojekterne, ligesom nye virksomheder udefra etablerer sig på Bornholm.

Der har gennem året været en fortsat udvikling i passagertrafikken til øen, og der har været en pæn vækst i antallet af rejsende og turister, som kommer til og fra Bornholm både som passagerer på færgerne og gæster på et af de krydstogtsskibe, der anløber havnen.

Anløb af krydstogtsskibe skaber udover omsætning på havnen, også en øget omsætning på øen i form af øget aktivitet for busser og guider, og muligheder for større omsætning i detailbutikker, restauranter, attraktioner og seværdigheder.

Bulk-forretningen udgør et vigtigt forretningsområde og er ikke bare en del af fundamentet for havnen, men også for øens erhvervsdrivende og landmænd. Havnen ser ind i en fremtid, hvor der vil blive arbejdet på at øge mængden af tørlast til øen.

Havnen var i 2023 en del af en EU-støttet undersøgelse, der så på muligheden for lokal Power-to-X produktion af grønne brændstoffer. Rapporten konkluderer, at produktionen af grønne brændstoffer er mulig samt at der er et marked for grønne brændstoffer lokalt, ligesom det er forventeligt, at der vil være et hurtigt voksende marked til skibstrafikken. Rønne Havn arbejder sammen med en række samarbejdspartnere på at etablere en grøn bunkerhub i Østersøen.

Rønne Havn forventer i 2024 en stigning i omsætning i forhold til 2023. Årsresultatet for 2024 forventes at blive forbedret i forhold til 2023 med et forventet resultat i 2024 på i størrelsesordenen 40 mio. kr., hvor selskabets investeringer i en fremtidssikring af havnen og forretningsmæssige dispositioner forventes yderligere at slå igennem.

-Vi er meget taknemmelige for opbakningen og støtten fra det bornholmske erhvervsliv, men også fra vores kunder og tætte samarbejdspartnere. Med havnens udvikling i de senere år har vi styrket vores arbejde som forudsætningsskaber for vækst og udvikling på Bornholm, siger Jess Persson, formand for bestyrelsen i Rønne Havn A/S.

Han tilføjer:

-Det understøtter samtidig vores langsigtede målsætning om at udvikle en moderne og tidssvarende erhvervshavn, der skaber økonomisk vækst og aktivitet på Bornholm til gavn for samfundet, erhvervslivet og øens kommende generationer.

-lipe

11/4 2024