Ønske om oplademuligheder til havs ved Skagen

Ønske om oplademuligheder til havs ved Skagen

Skagen Havn og Stillstrom by Mærsk undersøger nu muligheden for at etablere en offshore el- og ladeløsning på ankerpladsen ud for havnen. Løsningen vil bl.a. kunne bidrage til at mindske CO2- og partikeludslip i havnens lokalområde

Siden 2020 har Skagen ankerplads som en af de mest travle i Nordeuropa observeret mere end 3800 skibe ligge for anker ud for Skagen i mindst 6 timer ad gangen, hvilket svarer til en årlig gennemsnitlig CO2-udledning på 66.000 ton.

Disse tal understreger det presserende behov for at implementere miljøansvarlige løsninger, mener Skagen Havn og den A.P. Møller Mærsk ejede virksomhed Stillstrom by Mærsk, som er en førende, global leverandør af offshore el- og ladekoncepter.

De to partnere har derfor underskrevet en hensigtserklæring, som sigter mod etablering af en ladestation på vandet ud for havnen i Skagen.

Stillstroms teknologi, som kan ses nedenfor i videoen, fungerer både som offshore ladepunkt til hybrid- og elektriske fartøjer og som 'grøn parkeringsplads' til skibe, der ligger for anker ud for havne:


-Partnerskabet mellem Skagen Havn og Stillstrom repræsenterer et betydeligt skridt imod at dekarbonisere ankerpladsen og reducere den CO2 udledning vi ellers ser tæt på kysten og byen, siger Willy Bent Hansen, administrerende direktør for Skagen Havn, og tilføjer:

-Vi søger altid efter måder at støtte en dekarbonisering af den maritime sektor.

 Skibe ud for havnen i Skagen

Kristian Borum Jørgensen, administrerende direktør i Stillstrom, supplerer:

-Vi glæder os over samarbejdet med Skagen Havn, som i særlig grad afspejler vores forpligtelse til at drive innovation med henblik på at gøre den maritime sektor mere bæredygtig. Ved at arbejde tæt sammen med Skagen Havn kan vi kollektivt adressere og undersøge muligheden for at minimere CO2 udledningen til gavn både for den maritime sektor og det lokale samfund.

-lipe

18/3 2024